Defensive Moyes svarer Klopp igen: Har ikke holdet til andet
Jürgen Klopp lød ikke imponeret, da han efter Liverpools 2-0-sejr over Sunderland lørdag, kaldte Moyes' mandskab for det mest defensive, han har mødt. Sunderland holdt stand indtil minut 75, hvor Divock Origi forløste stemningen på Anfield.
David Moyes forsvarer sin taktik med, at han ikke har holdet til at spille mere åbent.
– Hvis jeg var en udenlandsk træner, ville jeg måske have fået ros for det, siger Moyes ifølge Liverpool Echo.
– Vi har ikke samme kvalitet som Liverpool. Jeg vidste, at vi var nødt til at forsvare. De vandt 6-1 her i sidste uge, så vi ville ikke komme her og blive kørt over lige så nemt. Jeg var til EM i sommer, og jeg så en turnering som det. En turnering med store hold, der skulle spille imod hold, der parkerede bussen. Det er en stor del af moderne fodbold nu.
– Jeg håber, at jeg snart kan komme med et hold, som kan give Liverpool en åben kamp. Jeg har ikke holdet i øjeblikket.
Efter nederlaget på Anfield ligger Sunderland igen på 20. pladsen med otte point – der er tre point op til nummer 17, Crystal Palace.