Udskældt Swansea-helt vil blive i klubben
Fernando Llorente blev hentet til Swansea i Sevilla for £5 millioner i sommer, men angriberen havde inden lørdagens opgør mod Crystal Palace blot scoret én gang i ti kampe.
Mod The Eagles blev spanieren indskiftet og scorede målene til henholdsvis 4-4 og 5-4, og han sikrede dermed walisernes første sejr i sæsonen.
Kampen har været en af få succesoplevelser for Llorente i denne sæson, og han var end ikke en del af truppen syv dage forinden mod Everton. Den tidligere Sevilla-angriber ønsker dog ikke at forlade klubben.
– Jeg er meget glad for at være her, og jeg mener, at jeg kan hjælpe holdet. Det er svært for mig på grund af sproget. Jeg vil gerne snakke bedre, end jeg gør nu, og jeg skal fortsætte med at studere, sagde han til journalisterne efter opgøret og tilføjede:
– Jeg præstede ikke på samme niveau efter min skade, men jeg har altid arbejdet hårdt til træning, og det har manageren set.
– Målene er utrolig vigtige for mig og min selvtillid, og jeg har en god følelse. Han (Bob Bradley red.) har set mig hos andre klubber og ved, at jeg kan en masse ting. Jeg ved, at jeg skal fortsætte det hårde arbejde, hvis jeg skal præstere.
Trods sejren ligger waliserne fortsat næstsidst i tabellen og har to point til redning.