Kuyt: Gerrard kan blive en stor manager
Steven Gerrard valgte i sidste uge at indstille karrieren i en alder af 36. Hvad fremtiden skal bringe for den tidligere Liverpool-anfører er endnu uvist, men han har allerede takket nej til at blive manager i League One-klubben MK Dons.
Skulle den tidligere engelske landsholdsspiller vælge at gå manager-vejen, så er hans tidligere holdkammerat i Liverpool, Dirk Kuyt, overbevist om, at Steven Gerrard kan tilbyde mere end sit navn. I deres fælles tid på Anfield blev Kuyt nemlig overrasket over Gerrards interesse for international fodbold:
– Steven Gerrard var altid interesseret i de forskellige taktikker, vi benyttede. Derudover så interesserede han sig ikke kun for Premier League og Champions League. Han så også kampe fra Holland og andre ligaer, så han havde en stor interesse i mange ting, siger hollænderen.
– Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at han ikke skal være involveret i fodbold. Der er mange tidligere fodboldspillere som står og analyserer kampe på TV, ligesom Carra (Jamie Carragher red.), gør. At være manager er noget andet, men jeg tror, at han vil være god til det.
– Jeg tror simpelthen, at han elsker spillet for meget. Jeg har ikke snakket med ham om det, men jeg ved, at han tidligere har åbnet op for at blive manager, slutter Dirk Kuyt.