Koeman til Southampton-fansene: Håber i respekterer mig
Everton hentede i sommer hollanske Ronald Koeman i Southampton, hvor hollænderen havde vist sit værd over to sæsoner.
I denne weekend skal manageren for første gang møde sit gamle publikum, når Everton gæster Southampton og St. Mary's Stadium. Der er en del snak om, at Koeman formentlig vil få en modtagelse med negative tilråb og det er da også noget, han er forberedt på. Ikke desto mindre, så håber han på, at The Saints' fans vil huske alle de goder tider sammen med ham.
– Jeg ved det ikke, men jeg kan ikke ændre andres holdninger. Jeg er ikke herre over Southampton-fansenes følelser, siger Koeman til Sky Sports og uddyber:
– Jeg håber, de respekterer mig. Vi havde mange gode tider sammen og når min karriere er slut, vil jeg se tilbage på det med glæde. Men selvfølgelig forstår jeg godt, at der er forskellige meninger og mange følelser. Det er jeg ikke bange for.
– Jeg traf en beslutning og jeg er glad for at være i Everton. Jeg er fokuseret på min karriere her i klubben. Everton er en fantastisk klub med en stor historie og jeg er tilfreds med min beslutning, siger Koeman.
Southampton sluttede som nummer seks og syv i to sæsoner under Ronald Koeman, der efter at have erstattet Mauricio Pochettino, to gange i træk fik europæisk fodbold til det sydlige England.