Diouf med ny sviner: Gerrard var ingenting
El-Hadji Diouf er bestemt ikke en populær herre blandt Liverpool-fans efter sine udtalelser om Steven Gerrard og Jamie Carragher tidligere på året.
– Forskellen mellem Jamie Carragher og mig er, at jeg er en verdensklassespiller, og han er ”shit”. Den type ”shit”, der skriver en bog og nævner mig hele tiden. I min bog er han ikke berettiget én sætning. Han er en fucking taber, sagde El-Hadji Diouf bl.a. om Jamie Carragher tilbage i februar.
Jamie Carragher satte dog senegaleseren på plads på sin Twitter-profil, hvor han skrev følgende:
– En anden stor forskel er, at han har scoret færre mål for Liverpool i Premier League end mig (Tæller ikke selvmål med!!).
Efter Steven Gerrard annoncering om at indstille karrieren har El-Hadji Diouf igen meldt sig på banen med en ny sviner af Steven Gerrard.
– Folk i Liverpool fortalte mig, at der var nogle spillere, som man ikke skulle røre, men det gjorde jeg. Derfor blev tingene kompliceret for mig. Det var Stevie G og Jamie Carragher, siger Diouf til La Vestiare.
– Da jeg ankom til klubben gjorde jeg ham opmærksom på, at han ikke var noget. Han var ingenting. Jeg respekterer spilleren Steven Gerrard. Stor spiller, men jeg respekterer ikke manden. Det fortalte jeg ham. Han var efter min mening bare en spiller som alle andre i Liverpool. Han skulle arbejde hårdt ligesom mig, lyder det fra Diouf.