Anfield-exit? Sturridge rygtes klar til klubskifte
Daniel Sturridge er ikke længere første mand på holdkortet i Liverpool, hvor han ikke passer ind i Jürgens Klopps mentalitet. Derfor skulle Sturridge, der har været i Liverpool siden vinteren 2013, være klar til at forlade Liverpool FC.
Avisen The Mirror skriver tirsdag morgen, at 27-årige Daniel Sturridge via sin agent skulle have meddelt interesserede klubber, at han er klar til at forlade Anfield.
Selvom Sturridge gerne vil kæmpe for sin plads og har haft arbejdshandskerne på under Klopp, så har han nu indset, at brasilianske Roberto Firmino og belgiske Divock Origi begge er foran ham i hierakiet på den lange bane og ser derfor ingen grund til at blive og kæmpe meget længere.
Det berettes, at Stoke City og West Ham United står forrest i kampen om Sturridge. Begge klubber skulle også være klar til at matche Sturridges nuværende Liverpool-løn, der er på lige over én million danske kroner om ugen.
På landsholdet er der anderledes meget succes for Sturridge. Her er han startet inde i alle de tre opgør, hvor Gareth Southgate har stået i spidsen for England. Sturridge har senest scoret mod Malta og Skotland og forventes også at skulle spille en rolle i tirsdagens møde med Spanien.
Sturridge er i denne sæson noteret for fire scoringer for Liverpool – Alle i EFL Cup'en.