Kroatisk landstræner: Vi er alle stolte af Lovren
I marts måned i år blev Liverpools stopper Dejan Lovren uvenner med Kroatiens landstræner, Ante Cacic, og derfor kom han ikke med til sommerens EM-slutrunde i Frankrig. Han har nu fået en chance for at komme tilbage på landsholdet, men han har senest meldt afbud til kampene mod Island og Nordirland.
Lovren har ikke selv villet give en grund til det, men landstræner Cacic afviser blankt, at Lovren og ham stadigvæk er uvenner. Tværtimod er der roser fra landstræneren til Liverpool-spilleren.
– Jeg tror, der er blevet sagt nok om denne sag i år. For mig at se, så er der ikke en sag imellem mig og Lovren. Jeg ved, at hvis jeg føler han skal spille, så bliver han udtaget og så kommer han selvfølgelig og spiller for landsholdet, siger Cacic ifølge Sky Sports og fortsætter:
– Jeg var hans (Lovrens, red.) første seniortræner i 2006 hos Inter Zapresic. Jeg kender ham rigtig godt. Han var en ung spiller og han har udviklet sig meget siden og er ved at skabe sig en succesfuld karriere.
– Vi er alle stolte af, at han spiller for en stor klub i England – i en af de to bedste ligaer i verden, sammen med den spanske. Det er tilfredsstillende for alle os, der har arbejdet med ham og selvfølgelig for ham selv personligt. For alle landshold ville han være en vigtig mand. Han er én, vi ikke vil undvære i fremtiden, lyder det fra Cacic.
Lovren har været godt spillende for Liverpool FC i denne sæson, hvor han primært har dannet makkerpar med Joel Matip.