Zouma klar til comeback
Kurt Zouma blev i februar alvorligt knæskadet, og han har haft travlt med genoptræning lige siden. En hård periode for den 22-årige franskmand, men der er lys for enden af tunellen, da han snart kan være på banen for Chelsea igen.
Han har således figureret i et par af klubbens U23-kampe, og idag skal han starte inde for ungdomsholdet, når de i EFL Trophy-turneringen møder Oxford United på Stamford Bridge. Her skal han være midterforsvarer i Contes typiske 3-4-3-system, så han kan vænne sig til spillestilen.
Han kæmper for at blive fit til at kunne spille for førsteholdet efter landskampspausen, men det bliver ikke let for den stærke franskmand. David Luiz, Cesar Azpilicueta og Gary Cahill har gjort det ganske solidt på det seneste, og selv kaptajnen John Terry er blevet holdt ude af start-11'eren.
Kurt Zouma kom til Chelsea i 2014, og han har samlet set spillet 58 kampe med fire mål til følge for The Blues.