Zlatan om milepæl: Jeg troede, det var mig, der havde lavet 25.000 mål
Den 35-årige svenske angriber Zlatan Ibrahimovic nettede to gange i søndagens 3-1-sejr over Swansea og scorede dermed sit ottende Manchester United-mål, sit 400. mål i karrieren og svenskerens første mål var samtidig Premier Leagues mål nummer 25.000.
Efter kampen jokede svenskeren overfor Manchester Uniteds officielle TV-station, MUTV, at han troede, at det var ham selv, der havde scoret 25.000 mål.
– Jeg troede, at det bare var mig, der havde scoret 25.000 mål, jokede han.
Ibrahimovic havde forud for søndagens kamp i Wales ikke scoret siden september måned. Han har dog ikke tvivlet på, at målene ville komme.
– Ved du hvad? Efter 15 års på højt niveau, så har jeg scoret en masse mål og jeg vil blive ved med at score. Så længe man stadigvæk skaber chancer, er i de farlige områder, så kommer målene, så det er jeg ikke bekymret for. Det vigtigste er at holdet vinder.
– Jeg ønsker at score mål, det er ingen hemmelighed. Jeg ønsker at score, fordi det er sådan, jeg hjælper holdet. Jeg vil skabe chancer for mine holdkammerater, jeg vil hjælpe dem til at score. Så længe jeg gør det, så er jeg ikke bekymret. Ja, der har været et par kampe, hvor jeg ikke har scoret, men chancerne kommer. Jeg har været lidt uheldig i de seneste par kampe, men jeg arbejder hårdt og så kommer det.
Manchester Uniteds næste opgave er efter landskampspausen, hvor Arsenal besøger Old Trafford.