Carragher slagter United-emne: Han er jo doven
Mandag meldte den lokale avis Newcastle Chronicle, at Manchester United og Chelsea blandt en lang række af hold var klar med januar-bud på Sunderland-stopperen Lamine Koné.
Den ivorianske landsholdsspiller, der havde en nøglerolle i Sunderlands mirakuløse overlevelse i sidste sæson siden skiftet til klubben i januar, bad denne sommer om at få lov til at forlade klubben grundet interesse fra Everton, men endte op med at skrive under på en ny kontrakt med the Black Cats.
Han har dog ikke en fan i Jamie Carragher.
– Jeg sagde det om Aston Villa i sidste sæson (at de ville rykke ned, red.), men jeg synes Aston Villa havde mere kvalitet end det her Sunderland-hold. Jeg synes bare, at der var en rigtig dårlig attitude på det Aston Villa-hold, fortæller han på Sky Sports mandag aften.
– Jeg ser ikke nogen dårlige attitude hos Sunderland. Jeg ser en rigtig dårlig gruppe spillere, der ville have problemer i the Championship. Men der er én spiller, hvis attitude på banen i denne sæson har været langt fra acceptabel og det synes jeg er Koné i forsvaret. Jeg synes, han var et bjerg i sidste sæson. Ham og Defoe holdt reelt set Sunderland oppe.
– Men han er ikke i nærheden af, hvor han skal være og han skaber Sunderland en masse problemer. Det var en doven præstation mod Arsenal. Han var ikke interesseret i at gøre sit job ordentligt, slutter han.