Medie: Guardiola vil af med 10 spillere
Pep Guardiola har allerede været i gang med at svinge øksen i sin korte tid i Manchester City, da han i sommer sendte etablerede City-profiler som Yaya Touré og Joe Hart helt ud i kulden. Det lykkedes dog langt fra at sælge alle, idet flere også blev sendt på leje.
Nu skriver Daily Mirror, at Pep Guardiola langt fra er færdig med at rydde ud i truppen. Intet mindre end 10 spillere skal nemlig være uønskede i klubben.
Yaya Touré, Jesus Navas, Willy Caballero, Bacary Sagna, Gael Clichy og Pablo Zabaleta, der alle stadig er at finde i Manchester City, skal være i gang med deres sidste sæson i klubben, hvis det står til Guardiola.
Herudover vil spanieren også skille sig af med Samir Nasri, Wilfried Bony, Joe Hart og Eliaquim Mangala, der alle blev lejet ud i sommer.
Ud over backpositionerne som Clichy, Sagna og Zabaleta dækker, er der ikke tale om spillere, Guardiola i forvejen benytter sig ret meget af.
Guardiola skal have udset sig Arsenals Hector Bellerin som sin førsteprioritet på højrebacken, men han bliver nok svær at lokke væk fra Arsenal, hvorfor Guardiola må i tænkeboksen i forhold til erstatninger for de aldrende backs.