De Gea viste igen klasse i nulløsning på Anfield
Der var storkamp på Anfield denne mandag aften, da Liverpool hjemme tog imod ærkerivalerne fra Manchester United.
Liverpool havde inden aftenens kamp vundet deres to første kampe på eget græs i denne sæson med henholdsvis 4-1 og 5-1, men Jürgen Klopps tropper var mere tilbageholdende i kampens start.
De første 20 minutter var for begge mandskabers side præget af mange tekniske fejl, og ingen af de mange fejl resulterede i store chancer.
Derfor endte første halvleg også uden mål på Anfield.
I anden halvleg levede kampen lidt op, hvor der blev taget lidt flere offensive chancer, og den første store chance kom ti minutter inde i anden halvleg. Paul Pogba sendte et indlæg ind til Zlatan Ibrahimovic, men svenskeren mistimede sit hovedstød, som ikke voldte Loris Karius problemer.
Få minutter senere var det så værterne, der kom til deres første store chance. Emre Can modtog bolden i dybden, og efter et par driblinger sendte han en afslutning afsted med sit venstre ben, men David De Gea reddede flot.
I det 71. minut forsøgte Philippe Coutinho sig fra distancen, og det var også en flot afslutningen, men David De Gea diskede op med en fantastisk redning.
Med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid blev Roberto Firmino sendt i dybden, men netop da han skulle til at afslutte kom Antonio Valencia tilbage med en flot tackling.
Det endte dermed målløst på Anfield. Med det ene point besidder Liverpool stadig fjerdepladsen med 17 point, mens Manchester United fortsat ligger på syvendepladsen med 14 point.