Liverpool-direktør: Ny stadionudvidelse vil ikke give mening
I sidste måned blev stadionudvidelsen på Anfield færdiggjort, hvor der på Main Stand blev bygget en ny tribune.
Der er nu plads til 54.074 tilskuere på Anfield, og Merseyside-klubben har tilladelse til at udvide med yderliger 4.800 tilskuerpladser, men det vil ikke være en god idé, hvis man spørger Liverpool-direktør, Ian Ayre.
– En ny tribune bag et af de to mål vil ikke hænge sammen med omkostningerne. Det ville ikke give mening, udtaler Ian Ayre til BBC.
Ifølge BBC vil det koste Liverpool omkring £60-70 millioner, hvis de skal bygge en endetribune bag et af de to mål. Den seneste stadionudvidelse har kostet i omegnen af £100 millioner og skal betales i rater de næste seks år.
Ian Ayre forlader tjansen som administrerende direktør hos Liverpool, når hans nuværende kontrakt udløber ved slutningen af sæsonen. Han skal i stedet til den tyske klub TSV 1860 München.