Barry før City-møde: Silva er den bedste, jeg har spillet sammen med
David Silva er den bedste spiller, Gareth Barry nogensinde har spillet sammen med. På lørdag mødes de to, når Manchester City tager i mod Everton på Etihad Stadium.
Tidligere i denne uge blev Barry overrakt en plads i Guinness Book of World Records for flest starter i Premier League. I den anledning blev han spurgt ind til sin bedste medspiller nogensinde.
– Jeg elskede at spille med David Silva i City. Når jeg modtog bolden og kiggede op, var der altid mulighed for at spille ham, så jeg nød at spille med David Silva, fortalte Barry.
Barry, der er startet inde i 580 kampe i Premier League, er blevet lidt af en fanfavorit i Everton, men den 35-årige midtbanespiller fortæller, at han mødte mange løftede øjenbryn, da han skrev under på en treårig kontrakt i 2014.
– Da jeg skrev under på en treårig kontrakt med Everton, var der nogle øjne, der blev åbnet. Hvorfor giver de en 32-årig en treårig kontrakt?
– Det forstår jeg. Folk ser på alderen og afskriver nogle, men jeg har været heldig nok til at have folk her i klubben. Når managere ser, at man gør et godt job, er det lige meget, hvor gamle de er.