Mads Timm: Beckham & Co. var Fergusons slavehær
I 2000 skiftede Mads Timm som ungdomsspiller fra OB til Manchester United, men efter seks år forlod han Old Trafford, da klubben valgte at fritstille ham.
Den nu 31-årige dansker har skrevet sin egen selvbiografi 'Rød Djævel. Sådan blev jeg ikke stjerne i Manchester United'.
BT har et udpluk af bogen, hvor Mads Timm fortæller om Sir Alex Fergusons forhold til 'Class of 92'-spillerne:
– Han var kontrolfreak, og han motiverede ofte spillerne med frygt. På den måde var han god for tiden og passede godt til de spillere, der var i United dengang – Beckhams, Giggs’ og Neville-brødrenes personligheder passede perfekt ind i Fergusons slavehær, skriver Mads Timm i bogen ifølge BT.
Jeg er ikke sikker på, man kan skabe samme succes på samme måde i dag. I dag kan du ikke få fodboldspillere til at underkaste sig ved at tale om ære og viljen til at dø for klubben. I dag ved de fleste fodboldspillere godt, at klubånden ikke er større end kontrakten.

