Klopp vs. Mourinho: Sådan lader de to managers op til topbraget
Landskampspauser er en besynderlig størrelse, da de er vidt forskellige fra klub til klub alt efter, om man har skader og hvor mange spillere, der er udtaget til at repræsentere deres land.
Nogle bruger pausen på at restituere og få nye kræfter, mens andre giver den gas for at komme i bedre form.
Manchester United og Liverpool har valgt at gribe pausen an på vidt forskellige måder. Det fortæller lokalaviserne, Manchester Evening News og Liverpool Echo.
José Mourinho har valgt at give sine spillere en forlænget friweekend, så de kan tanke kræfterne op.
Manchester Evening News skriver, at United-spillerne først skal møde ind igen i morgen, tirsdag. Dette gælder spillere som Ashley Young, Michael Carrick, Juan Mata og Morgan Schneiderlin, der ikke er med landsholdet. Det samme gælder de småskadede Luke Shaw og og Henrikh Mkhitaryan, der er blevet hjemme for at restituere. Zlatan Ibrahimovic har også fri, da han stoppede på det svenske landshold efter EM i Frankrig.
Modsat har Liverpool-spillerne været igennem en hård weekend. Angiveligt med et dobbelt træningspas lørdag. Det melder Liverpool Echo.
Spillere som Danny Ings, James Milner, Emre Can og Loris Karius var ligeledes med, da Liverpool vandt 5-0 over Bradford i en træningskamp for lukkede døre.
Manchester United gæster Anfield om en uge.