Mertesacker usikker på Arsenal-fremtid
I 2011 hentede Arsenal Per Mertesacker hos Werder Bremen, og den store tysker har været en markant profil på Arsenal-mandskabet gennem store dele af tiden.
I denne sæson har han dog døjet med en skade og har ikke haft nogen tid til at vise, om Arsenal bør forlænge kontrakten, der udløber efter denne sæson.
Mertesacker selv er heller ikke sikker på fremtiden, men han siger, at fokus ligger på at komme tilbage fra skaden.
– Jeg ved det ikke (hvor fremtiden ligger). Min førsteprioritet er at komme tilbage fra skaden, hvilket vil tage noget tid endnu. Så lad os se… udtaler han til 101 Great Goals.
Arsenal er kommet fornuftigt fra start uden Per Mertesacker i indeværende sæson. Ifølge stopperen skyldes det truppens fantastiske holdånd.
– Du har ret (holdånden er fantastisk). Truppen og staben arbejder hårdt, og vi får resultater, men det er nødvendigt, at alle fortsætter med at arbejde sammen. Alle gør deres bedste for klubben. Det handler ikke kun om startelleveren.
32-årige Mertesacker har spillet 104 landskampe for Tyskland samt scoret fire gange.