Southgate bekræfter: Rooney og Walcott starter
Lørdag aften spiller det engelske landshold sin første kamp oven på Sam Allardyces exit. Det bliver med den tidligere U/21-landstræner Gareth Southgate i spidsen og hjemme på Wembley mod Malta i VM-kvalifikationen. Fredag aften har Southgate afsløret, at Wayne Rooney og Theo Walcott starter for England.
– Ja, han (Rooney) starter inde. Jeg vil ikke sige noget om hans position. Walcott starter også, siger Southgate, der ikke ville afsløre mere af holdet.
– Jeg ved godt, at alle gerne vil kende startopstillingen. Spillerne kender den og jeg er sikker på, at den bliver lækket inden kampen. Sådan er det. De ting sker jo, men jeg ser ingen grund til at give modstanderen en tidlig fordel nu, siger Southgate.
Englands møde med Malta fløjtes i gang hjemme på Wembley lørdag klokken 18:00. Kampen kan ses på 6'eren.