Tidl. engelsk landstræner: Falsk sheik kostede mig drømmejobbet
For godt 10 år siden stoppede svenske Sven-Göran Eriksson som landstræner for England efter VM-slutrunden i Tyskland i 2006, hvor England nåede kvartfinalen.
Den daværende landstræner havnede i strid modvind i januar 2006, da Fazher Mahmood udgav sig for at være en rig sheik, der ønskede at overtage Aston Villa, hvor han ville have Eriksson som manager. Mahmood viste sig at være en undercover journalist fra News of the World. Avisen bragte efterfølgende historien om, at Eriksson var villig til at forlade England-jobbet til fordel for Aston Villa.
Efter episoden meldte FA ud, at Eriksson stoppede efter VM i Tyskland. En beslutning som dengang, ifølge begge parter, intet havde at gøre med afsløringerne fra den 'falske sheik'.
Sven-Göran Eriksson taler nu ud om episoden, som tog hans drømmejob fra ham.
– Den mand var en katastrofe for mit professionelle liv. England var det største job i mit liv, og det tog han væk fra mig, fortæller svenskeren til Sky Sports.
– Jeg var måske alligevel blevet fyret, hvis England ikke vandt VM i 2006, men jeg blev praktisk talt fyret på grund af den falske sheik. 90% af hvad han sagde var løgn.
– Avisen (News of the World, red.) undskyldte seks måneder senere, men det var for sent. Jeg mistede det største job i mit liv, og mit ry hang i laser. Han burde være i fængsel.
Sky Sports skriver, at svenskeren nu har sendt sine advokater efter Mahmood.
Eriksson er nu træner i den kinesiske Super League-klub, Shanghai SIPG.