Matteo Darmian-agent antyder United-exit
26-årige Matteo Darmian har blot spillet én gang i denne sæson og var ikke engang på bænken til torsdagens Europa League-møde med Zorya Luhansk – selvom førstevalget på højrebacken, Antonio Valencia, blev hvilet til kampen.
Den italienske landsholdsspiller vendte tilbage til United-truppen til søndagens kamp mod Stoke, men det virker mere og mere sandsynligt, at De Røde Djævle til januar siger farvel til Darmian – enten på en lejeaftale eller en permanent.
– Vi må lære at forstå, hvad Manchester United ønsker. Nogle italienske klubber har forsøgt at hente ham, men Manchester United har lukket døren for det med det samme. Han spiller kun en smule eller overhovedet ikke, hvilket er en skam i forbindelse med landsholdet. Hvis situationen ikke ændrer sig, så skal vi overveje noget til januar – han risikerer at miste landsholdet, fortæller agenten Fausto Pari til den spanske radiostation Crc.
Darmian blev noget overraskende udtaget til det italienske landsholds kampe mod Spanien og Makedonien.