Chelsea-træner: Dette stortalent bliver en stjerne på Stamford Bridge
I sommer blev 19-årige Tammy Abraham udlejet fra Chelsea til Bristol City, og han har været en god gevinst for Championship-klubben. Efter 10 kampe står han noteret for syv mål, og efter sine scoringer i september er han blevet kåret til månedens spiller i den næstbedste række.
Ifølge Chelseas ungdomstræner Eddie Newton, der også har ansvaret for mange af de udlejede spillere, så har man i Abraham en spiller, der kan blive en stjerne i Chelsea. Til spørgsmålet om, hvorvidt Abraham vil bryde igennem i London-klubben svarer Newton således:
– Vi holder et vågent øje med hans udvikling, men det jeg virkelig godt kan lide ved Tammy er, at han tager de råd han får og gør noget ved det. Ja, jeg ser en stor fremtid for den unge mand her i klubben, det gør jeg virkelig, siger Newton tirsdag til avisen The Express og uddyber:
– Man har engang imellem en tro på spillere som ham, der er så stærke mentalt. Han har et helt fantastisk drive. Han accepterer at tingene tager tid og har tålmodigheden og på den anden side, så har han ikke – det er et godt mix. Vores job er at guide ham i den rigtige retning – for selvfølgelig kommer der svære tider. Han er startet fantastisk i Bristol og det er vi glade for, siger Newton.
Også Bristols træner Lee Johnson er mere end lykkelig for at have lejet den unge angriber og joker med, at han kan hente ham på en permanent aftale.
– Hvis der er 0,000000001 procents chance for at hente ham, så vil jeg gå i gang med det samme, siger Lee Johnson.
Chelsea har i øjeblikket 38 spillere, der er udlejet til diverse klubber rundt omkring i verden.