Balotelli: Klopp og jeg talte sammen én gang
Angriberen Mario Balotelli skiftede for to sæsoner siden til Liverpool fra AC Milan. Skiftet blev dog langt fra den succes, som mange havde håbet på og Balotelli blev hurtigt tilovers på Anfield og var i sidste sæson udlejet til AC Milan.
Italieneren skiftede på en af de sidste dage i transfervinduet denne sommer til den franske klub OSG Nice. Her har Balotelli fået en god start og ser tilbage på en tid i Liverpool, hvor han aldrig var en del af Klopps planer.
– Klopp kender ikke mig og jeg kender ikke ham. Jeg var i Liverpool sammen med ham i halvanden måned og jeg talte kun med ham én gang, siger Balotelli til et Ferrari-event mandag og uddyber:
– Han forklarede mig, at jeg kunne blive, men at jeg ikke ville være førstevalg. Han synes, det var bedre jeg skiftede. Hvis jeg fik kampe og gjorde det godt, så kunne jeg komme tilbage, men jeg sagde farvel og tak, siger italieneren.
– Jeg var ikke uprofessionel og opførte mig kun godt i Liverpool. Der var dog skader, jeg ikke kunne gøre ved og så passede miljøet i klubben mig bare ikke, siger Balotelli.