Fernandinho hylder intelligent De Bruyne
Kevin De Bruyne har fået masser af ros for sine præstationer i denne Premier League-sæson, hvor belgieren ligeledes står noteret for to scoringer og tre assists.
Den offensive midtbanespiller har dog også imponeret sine holdkammerater, og Fernandinho kalder De Bruyne for 'en meget intelligent' spiller.
– Han er en rigtig god spiller, en meget intelligent spiller, indleder brasilianeren over for Manchester Evening News og uddyber:
– Når han har bolden, tænker han så hurtigt og tager beslutningen så hurtigt, at det er svært for modstanderen at reagere. Det er specielt for mig, for det er rigtig dejligt at spille sammen med ham. Han har afgjort de fleste af vores sidste kampe ved at lave assists eller score mål.
– Jeg håber, at han kan holde sit niveau højt for at hjælpe os mod vores mål.
Manchester City har vundet alle fem Premier League-kampe i denne sæson og møder Swansea på udebane lørdag eftermiddag.