Premier League-klubber vil have Federico Santander
FC København-angriberen Federico Santander var med sit mål kort før tid i den altafgørende kamp mod APOEL FC manden, der sendte FC København i det forjættede land, Champions League.
I Superligaen har det i denne sæson haltet noget mere, men i midtugen fik Santander slået hul på bylden med to kasser mod Randers FC.
De flotte præstationer både i Europa og i Superligaen har efter sigende tiltrukket interesse fra Premier League. I hvert fald melder danske BT, at Everton var på lægterne, da FC København onsdag spillede mod Randers.
Der er dog ingen planer om at sælge Santander hos FCK.
– Det er helt udelukket at sælge ham. Der bliver ikke noget salg til vinter. Vi har et sportsligt ansvar. Vi kan ikke bare sælge og sælge og sælge. Han har kun været her halvandet år, så det bliver ikke aktuelt, fortæller Solbakken til bt.dk.
Ydermere skriver BT, at Sunderland og Swansea vil være på plads til tirsdagens Champions League-kamp mod Club Brügge, der spilles hjemme i Telia Parken.
I tiden hos FC København er det i alt blevet til 22 mål i 52 kampe.