Giggs nedtoner Swansea-rygte: Har ikke modtaget en henvendelse
Francesco Guidolin kan være på vej mod en fyring hos Swansea – og Ryan Giggs er blevet sat i forbindelse med jobbet.
Swansea kom godt fra start med en sejr over oprykkerne fra Burnley, men siden er det gået nedad bakke for den walisiske klub, som har fået ét point i de seneste fire kampe.
Det kan medføre at klubbens manager, Francesco Guidolin, kan få sparket allerede i denne weekend.
En mulig afløser kan være den tidligere Manchester United-spiller, Ryan Giggs, som også havde en kort periode som manager for De Røde Djævle efter fyringen af David Moyes.
Rygter har hævdet, at Giggs er blevet kontaktet af Swansea, men det afviser waliseren over for TalkSPORT.
– Der har ikke været nogen henvendelse fra Swansea City, men uanset hvad, har klubben også allerede en manager. Jeg er glad for livet udenfor spillet lige nu, og jeg nyder at arbejde med medierne, fortalte Giggs ifølge Sportsmole.
– På et tidspunkt – længere ude i fremtiden – er det ingen hemmelighed, at jeg gerne vil tilbage til fodbold som manager, men det er først senere. Ikke nu.