Neville om lækket utilfredshed i United-truppen: Pinligt!
Flere engelske medier har kunne berette om, at der har været utilfredshed i Manchester United-truppen efter weekendens 3-1-nederlag imod Watford. Det skulle i særdeleshed have været på grund af, at José Mourinho valgte at riste Luke Shaw efter kampen for dårligt forsvarsspil ved Watfords 2-1-mål.
Den tidligere Manchester United-back Gary Neville er ikke imponeret.
– Lækager allerede efter en dårlig uge! Pinligt!!, skrev Neville på Twitter.
Neville mener ikke, at der er tale om spekulationer, da han kunne fornemme på en artikel, at der var tale om information, som var kommet fra omklædningsrummet.
Der begynder at tegne sig en mindre krise på Old Trafford, og der er hårdt brug for en god præstation og tre point, når mestrene fra Leicester kommer på besøg lørdag.