Liverpool og Arsenal sikkert videre i EFL Cup'en
Liverpool og Arsenal havde til tredje runde af EFL Cup'en fået nogenlunde overskuelige modstandere i henholdsvis Derby og Nottingham Forest. De to Premier League-mandskaber skulle begge to spille på udebane, men det klarede de glimrende og gik videre med overbevisende sejre begge to.
På iPro Stadium mødte Liverpool Derby og fik en sikker 3-0-sejr med hjem.
I første halvleg sendte Ragnar Klavan the Reds i foran oven på et hjørnespark og på to hurtige mål i starten af anden halvleg af Philippe Coutinho og Divock Origi cementerede sejren for Jürgen Klopps drenge, der derefter kunne give sæsondebut til Danny Ings og førsteholdsdebut til Oviemuno Ejaria.
På City Ground mødte Arsenal et Nottingham Forest-mandskab med Nicklas Bendtner i startopstillingen.
Granit Xhaka havde i weekendens møde med Hull scoret et perfekt mål fra 30 meter og schweizeren havde tydeligvis taget selvtilliden med sig til Nottingham tirsdag, for efter 23 minutter sparkede han på mål fra samme afstand som i weekenden og igen i dag var der gevinst – det skyldtes dog noget tvivlsomt målmandsspil fra Forest-keeperen.
Arsenal lukkede i anden halvleg kampen med to hurtige mål af Lucas Perez, mens Alex Oxlade-Chamberlain i overtiden gjorde det til 4-0.