Ekspert: Nøgleperiode venter Arsenal
Arsenal slog lørdag Hull med 4-1 og indtager rækkens andenplads inden Evertons møde med Middlesbrough samt søndagens kampe.
I næste runde venter en vigtig kamp mod Chelsea, inden programmet byder på mindre modstandere i form af Burnley, Swansea, Middlesbrough og Sunderland.
Ifølge Niall Quinn, der er tidligere Arsenal-spiller, og som nu arbejder for Sky Sports, er de kommende uger en nøgleperiode for klubben, hvor man kan blive en del af mesterskabskampen.
– Efter at have vundet så eftertrykkeligt over Watford og Hull forventer man, at de gør det samme ude mod Burnley og Sunderland, siger han til Sky Sports og tilføjer:
– På hjemmebane tror man altid på dem. Hvis man som Arsenal-fan kigger på deres kommende kampe, vil man sige, at vi kan blive en del af mesterskabskampen.
I Champions League kom The Gunners desuden fornuftigt fra land med 1-1 ude mod PSG, men ifølge Quinn bør Arsene Wenger slet ikke satse på andet end Premier League.
– At vinde Champions League er for meget at bede om. Arsenals fans vil have mere at råbe af herhjemme. De har hørt nok om, hvor godt andre klubber gør det, at Manchester City bruger penge eller, at Manchester United er tilbage på sporet.
– De vil vinde kampe. De vil have lidt mere, og jeg håber, at ligaen er Wengers førsteprioritet.
I lørdagens opgør mod Hull blev Alexis Sanchez noteret for to scoringer, Theo Walcott for en og Granit Xhaka for en.