Skuffet Bilic: Jeg var flov efter første halvleg
West Ham skulle lørdag forsøge at rette op på en mindre god sæsonstart ude mod West Bromwich, men det lykkedes ikke.
The Hammers endte med at tabe opgøret 2-4, men allerede ved pausen var man bagud 0-3.
– De fortjente det. Jeg var flov efter første halvleg. Vi var bagud med tre, og vi kan sige, at nogle af målene var individuelle fejl. Straffesparket er svært at forklare, da modstanderen slet ikke er i nærheden af vores spiller, men vi kan ikke lave så mange fejl, når vi ikke har bolden. Det er et stort problem, vi kan ikke bare sige, at vi var uheldige. Det er sket mange gange i starten af sæsonen, og det er simpelthen sket for ofte, udtaler kroaten til BBC Sport og fortsætter:
– De viste deres karakter efter pausen. Vi spillede god fodbold i anden halvleg, men jeg hader igen at sige ordene, jeg sagde mod Watford: hvis vi fortsætter med at forsvare på samme måde, kan vi ikke vinde en Premier League-kamp.
– Der var nogle positive ting i anden halvleg, men vi vil agere og ikke reagere. Vi har et problem, som begynder med mig. Jeg ved, at vi har et problem, og jeg skal som manager gøre alt for at vende dette rundt og løse problemet.
Michail Antonio og Manuel Lanzini scorede målene for London-mandskabet efter pausen.