Mazzarri: Vil vælge Pereyra over Pogba
Roberto Pereyra og Paul Pogba er begge blevet hentet fra Juventus til Premier League denne sommer, hvor midtbanespillerne er skiftet til henholdsvis Watford og Manchester United.
Søndag genforenes de tidligere holdkammerater, når Manchester United gæster Watford – og selvom Pereyra var primært reserve hos Den Gamle Dame, mens Pogba var en af holdets stjerner, ville Mazzarri vælge argentineren over franskmanden. Det siger han på pressemødet inden opgøret.
– Som princip bliver jeg forelsket i mine spillere. De er meget vigtige. Pereyra er en fantastisk spiller, han løber fra side til side, har fantastiske kvaliteter og var spilleren, jeg ville have. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg pege på Pereyra.
– Men Pogba er en mester. Han er en meget ung spiller, og det kan have indflydelse på, at han har en smule sværere ved at tilvænne sig. Alt er nyt for ham lige nu, men med en enkelt aktion kan han ændre kampen.
Pogba spillede for Juventus fra 2012 til denne sommer, mens Pereyra, inden sit skifte, havde slået sine folder hos italienerne de sidste to sæsoner.