Moyes: Vi skal gøre Defoe bedre
Jermain Defoe har nærmest været en enmandshær oppe foran for Sunderland det sidste år.
I sidste sæson nettede den aldrende angriber 15 gange og sikrede The Black Cats endnu en sæson i Premier League, mens han efter fire runder af indeværende sæson står noteret for to scoringer.
Da Sunderland senest tabte med 0-3 til Everton, så man dog ikke meget til Defoe, og David Moyes ønsker at sætte sin stjerne bedre op.
– Vi skal finde en måde at sætte Jermain bedre op og forbedre vores opbygningsspil, hvis vi kan. Vi skal arbejde hårdere på at få flere indlæg ind i boksen, for vores gennemsnit er lavt som klub, indleder skotten på pressemødet inden søndagens møde med Tottenham og uddyber herefter:
– Jeg vil forbedre vores angrebsspil. Jeg vil have os til at skabe flere chancer og score flere mål. Vi vil ikke bare hænge på og forsøge at score et enkelt mål til sidst – sådan vil jeg ikke have mine hold til at spille.
Den nordengelske klub indtager 19. pladsen med ét point efter de første fire runder.