Medie: Arsenal vil forlænge med forsvarsstyrmand
Ved udgangen af denne sæson udløber Laurent Koscielnys kontrakt med Arsenal, men the Gunners er meget opsatte på at forlænge kontrakten med den franske landsholdsspiller.
SFR Sport rapporterer, at Arsenal i øjeblikket snakker med forsvarskrumtappen omkring en ny kontrakt. Koscielny skriver formentlig også under på den kontrakt, Arsenal tilbyder ham, men indtil nu er der ikke indgået en aftale.
Arsenal har en politik om ikke at give spillere over 30 år langvarige kontrakter, og dermed kan man forvente, at Arsenal kun vil tilbyde Koscielny en kontraktforlængelse på et eller to år.
I 2010 hentede Arsenal Koscielny i franske Lorient, og den franske forsvarsspiller har sidenhen udviklet sig til at være styrmanden i bagkæden hos Arsene Wengers mandskab.