Store fan-problemer i West Ham: Nye livstidskarantæner på vej efter optøjer
Efter West Hams første Premier League-kamp mod Bournemouth røg mindre grupper af de to holds fans i totterne på hinanden lige uden for Hammers' nye stadion i det østlige London.
Det var første gang, at der var fanballade på matriklen i denne sæson – men formentlig langt fra den sidste.
Allerede i returkampen i Europa League mod Astra, var der igen ballade. I den sammenhæng fik hele 10 supportere karantæne for optøjerne, der bød på både interne slagsmål, men også håndgemæng med vagterne.
Igen i går var der problemer på London Stadium, hvor tingene igen kom ud af kontrol for en gruppe voldelige West Ham-fans.
West Ham var foran med 2-0 i kampen mod Watford, men endte med at tabe 2-4, hvilket kan være grunden til, at supporterne gik amok.
Mod afslutningen af kampen sloges en gruppe fans både internt, igen med stewardsene og så sandelig også med Watfords fans.
West Ham fortæller, at klubben vil slå hårdt ned på ballademagerne, der kan se frem til livstidskarantæne.
– West Ham United fordømmer uforbeholdent opførslen fra de individer, der var involveret i episoderne i aftenens (lørdagens, red.) opgør mod Watford, skriver klubben på deres hjemmeside.
– Episoderne blev hurtigt bragt under kontrol. Den opførsel hører ingen steder hjemme i fodbold, og West Ham United vil arbejde utrætteligt på at rydde op i sådanne episoder.
– Vi er i øjeblikket i gang med en fuld evaluering med alle interessenter. Dette inkluderer politiet, stadionejerne og stadionlederne, der er ansvarlige for at vælge og håndtere stewards og security.
– Vores politik omkring denne opførsel er fortsat nultolerance, og vi vil sammen med politiet og andre interessenter arbejde på at identificere de involverede. Når de er identificerede, vil de få livstidskarantæne fra West Ham-kampe, og vi vil gå i retten og henstille om karantæner for at undgå, at disse individer ser nogen form for fodbold, slutter klubben.