Llorente: Conte bliver en succes i Chelsea
Antonio Conte blev denne sommer ansat som ny manager i Chelsea, og den italienske manager har fået en god start på tilværelsen i England. Chelsea er således ubesejret efter tre spillerunder og søndag skal The Blues forsøge at hente endnu en sejr, når de gæster Liberty Stadium i Swansea.
Hos Swansea har man også fået nye folk til klubben henover sommeren. En af dem er den spanske angriber Fernando Llorente, som kender Antonio Conte fra deres fællestid i Juventus. Forud for kampen er den 31-årige spanier ud og rose sin tidligere manager:
– Jeg kender Antonio Conte rigtig godt, da jeg har arbejdet sammen med ham et år i Juventus. Han er en rigtig dygtig manager og jeg tror på, at han får succes i Chelsea. Han kan endda vinde Premier League, fordi han har mange dygtige spillere, siger spanieren til Swanseas hjemmeside.
Selvom Fernando Llorente spår Antonio Conte succes på Stamford Bridge, så vil han alligevel gøre sit bedste for at vinde søndagens kamp:
– Jeg glæder mig til at se ham til kampen og vi vil helt sikkert tage os en lille snak. Jeg håber dog, at vi kan vinde kampen, slutter Fernando Llorente.