Dyche ønsker ændring af transfervinduet
For lidt mere end uges tid siden lukkede sommerens transfervindue i Premier League og flere andre europæiske ligaer, og det er dermed ikke længere muligt at købe spillere hos andre klubber.
Inden kalenderen sagde den 1. september, var der dog allerede spillet tre runder af indeværende sæson, og Burnley-manager, Sean Dyche, mener, at denne struktur skaber alt for meget uro hos klubberne.
– Det er komplet vanvid, og, som flere folk også har sagt, der bør kigges på det. Jeg kan ikke gøre noget, det har jeg ikke magt nok til, men der er managere derude, som har noget at sige og magten til at gøre noget ved det, fortæller han ifølge ESPN og uddyber:
– Det er bizart. Uger inde i sæsonen er der dette vanvid. Man får spillere ind, som ikke er blevet spillet ind på holdet, så pre-seasonen, der er designet til at gøre folk klar til sæsonen, er en smule meningsløs, hvis man henter spillere i den sidste uge.
– De skal kigge på en bedre struktur. Jeg er sikker på, at der er nok idéer om det. Hvis man får samlet nok folk og samler deres tanker, tror jeg, at der ville være en bedre måde at gøre det på.
Burnley skrev kontrakt med Jeff Hendrik, Steven Defour, Johann Berg Gudmundsson og Nick Pape samt lejede Patrick Bamford og Jon Flanagan i løbet af transfervinduet.