Statistik: Er City bedre uden Agüero?
Manchester City-stjernen Sergio Agüero er blevet idømt tre spilledages karantæne for ''voldelig adfærd''. Dermed misser han blandt andet Manchester-derbyet mod Manchester United den 10. september.
Selvom det i udgangspunktet er en kæmpe mavepuster for Manchester City, så siger statistikkerne, at der umiddelbart ikke bør opstå problemer for The Citizens.
Siden 2013 har man spillet 35 kampe uden Sergio Agüero. Her er det kun blevet til fem nederlag og i gennemsnit 2,17 point per kamp. Agüero har siden 2013 været med i 82 kampe, hvor man har vundet 50, spillet 14 uafgjort og tabt 18, hvilket giver samlet 2,00 point per kamp. Dermed klarer man sig statistisk faktisk bedre uden argentineren i front.
Avisen The Times, der har skrevet lidt om emnet de seneste dage, skriver blandt andet, at Pep Guardiolas stil endda er mindre afhængig af en dygtig angriber end Manuel Pellegrinis stil var det. Det pasningsbaserede spil med mange løb dybt fra kanter og midtbane gør, at flere spillere på banen bliver farlige i løbet af 90 minutter, mener de.
I Bayern München tabte man kun én ud af 14 kampe uden stjerneangriberen Robert Lewandowski med Pep Guardiola ved roret.
Unge Kelechi Iheanacho forventes at starte i stedet for Agüero og indtage en rolle som falsk 9'er hos City.