Jamie Vardy taler ud: Derfor afviste jeg Arsenal
Han vandt Premier League med Leicester, blev kåret til årets fodboldspiller i England af de engelske journalister, var til EM med det engelske landshold, blev gift og skulle tage en skæbnesvanger beslutning omkring sin fremtidige karriere som fodboldspiller.
Det var i sandhed en travl sommer for Jamie Vardy, der sommeren over skulle beslutte, hvorvidt han ville forlade Leicester til fordel for Arsenal.
Som bekendt endte det med, at englænderen blev hos Leicester, som han også forlængede sin kontrakt med, men hvorfor? Det forklarer han her.
– Jeg var i et hotelværelse i mange timer hver dag med intet at give mig til. Jeg havde masser af tid. Hver gang jeg tænkte over det, og hver aspekt af det jeg tænkte over, så sagde både mit hoved og hjerte, at jeg skulle blive, og det er derfor, jeg tog beslutningen om at blive, fortæller han ifølge ESPN.
– Inderst inde, hvis man ikke synes, at det er det rette skridt for én, så bør man ikke gøre det. Så simpelt er det. Man tænker over, hvad der måske sker, hvad der måske ikke ske, hvor man kan være og hvor man ikke kan være. Hver gang jeg tænkte over enhver lille ting, så sagde både mit hoved og hjerte: Du skal blive. I mit professionelle liv er det den sværeste beslutning, jeg nogensinde har skulle tage. Det var svært, men som jeg siger, da jeg virkelig skulle tænke mig over det var det en nem beslutning.
Vardys valg, der blev taget under EM-slutrunden, bød samtidig på nogle specielle møder med Arsene Wenger, da de to stødte sammen et par gange i løbet af slutrunden, der blev afholdt i Arsenal-managerens hjemland, Frankrig.
– For at være ærlig så talte jeg med ham på hotellet et par gange, mens vi var i Frankrig. Det var bare: Hey, hvad så, og så afsted til kampen. Det var virkelig på hvert hotel. Jeg tror, han lavede noget for fransk TV ved EM. Det var ikke akavet, det var bare et simpelt: Hey, er du okay? Sådanne ting. Det var et stort kompliment, at de ville købe mig. Men både mit hjerte og hoved sagde, at jeg skulle blive, slutter han.