Overraskende: Chelsea kontaktede ung PSG-forsvarer inden Luiz-køb
Gennem hele sommeren jagtede Antonio Conte og Chelsea en forstærkning til det centrale forsvar, men først på transfervinduets sidste dag lykkedes det for the Blues at købe en ny midtstopper.
Det blev den gamle kending, David Luiz, der blev hentet tilbage fra Paris Saint-Germain, hvor han nåede at tilbringe tre sæsoner. Men inden Chelsea rettede opmærksomheden mod den brasilianske stopper blot én dag før transfervinduets lukning, havde the Blues kig på en anden PSG-forsvarer.
Overraskende nok var det ikke David Luiz’ landsmand, Marquinhos, som Chelsea var i kontakt med. Den franske avis, L’Equipe, skriver således i dag, at Chelsea kontaktede Presnel Kimpembe for at vise interesse, inden de gik efter den mere erfarne David Luiz.
Avisen skriver endvidere, at Chelsea var i kontakt med Kimpembe før PSGs 3-1-nederlag ude mod Monaco, men den unge forsvarsspiller hørte ikke mere til London-klubben derefter, og i stedet endte David Luiz på Stamford Bridge.
Den 21-årige franskmand er blevet en del af førsteholdet hos de franske mestre for nylig, og han har i denne sæson fået fuld spilletid i klubbens første tre kampe i Ligue 1. Han er desuden også med det franske U/21-landshold.