Medie: AC Milan afviser £30m-bud fra Chelsea
AC Milan hentede sidste sommer Alessio Romagnoli i Roma for £21m, men nu er der allerede bud efter forsvarsspilleren.
Chelsea er på jagt efter en central forsvarsspiller, efter at Kurt Zouma sidder ude med en skade. Lamine Kone fra Sunderland og ikke mindst Napolis Kalidou Koulibaly er blevet rygtet til Stamford Bridge, men nu melder sig et tredje navn.
Sky Sports' italienske kollegaer beretter, at AC Milan har afvist et £30m-bud fra Chelsea på Romagnoli.
Sky erfarer videre, at Milan ikke vil sælge stopperen, hvorfor Chelseas interesse formentlig er forstummet.
Den italienske U21-landsholdsspiller spillede 34 kampe for AC Milan i sidste sæson.
Chelseas førsteprioritet skal stadig være Kalidou Koulibaly, men Napoli vil beholde stopperen og forlænge med ham, selvom Chelsea er klar til at betale store summer for Koulibaly. Kun hvis italienerne kan få fingrene i Nikola Maksimovic, vil de overveje et salg af Koulibaly. Maksimovic, som ifølge hans klub Torino, også er jagtet af en unavngiven klub, som ifølge Sky kan være Chelsea.
Det ser altså ud til, at der kommer til at være aktivitet på Stamford Bridge frem mod deadline ved udgangen af denne måned, hvor der formentlig vil komme en ny stopper til Chelsea.