Moyes: Vi kommer til at kæmpe om overlevelse
Sunderland og Middlesbrough mødtes på Stadium of Light søndag eftermiddag, og her trak oprykkerne fra Middlesbrough det længste strå. Christian Stuani havde sikret Middlesbrough en 2-0-føring ved pausen, og dermed var Patrick van Aanholts reducering efter 70 minutter ikke nok for David Moyes' tropper.
Efter kampen var skotske Moyes da også afklaret med, at Sunderland igen i denne sæson kommer til at kæmpe med omkring nedrykningsstregen i Premier League.
– Sådan har det været hvert år de seneste fire sæsoner, så hvorfor skulle det pludselig ændre sig? Jeg tror, det bliver på den måde, det kan jeg ikke lægge skjul på. Fansene håber på en stor forandring i klubben, men det kan ikke bare ske så hurtigt, siger Moyes, der var ganske skuffet efter nederlaget:
– Jeg synes ikke, vi fortjente at være bagud 0-2 ved pausen. De scorede et fantastisk mål, og vi skulle selvfølgelig have lukket ham (Stuani) hurtigere ned, fortæller han til Sky Sports og tilføjer:
– Vi havde mange unge spillere med, og John O'Shea blev skadet, men det er ikke en undskyldning, og jeg synes virkelig, at drengene forsøgte at vinde kampen. Vi var lidt uheldige med ikke at få udlignet.
Efter to kampe står den nordengelske klub derfor noteret for nul point og en målscore på minus to.