Peter Schmeichel: Vardys liv er ændret for altid
Leicester Citys store målhelt Jamie Vardy kan godt begynde at vende sig til den massive mediedækning. Det mener danske Peter Schmeichel, der selv har vundet den engelske Premier League med Manchester United fem gange.
– Jeg fortalte ham, da de vandt titlen, at 'dit liv har ændret sig for altid nu'. Folk vil se dig i et andet lys nu. Folk vil gå til dig på en helt anden måde, og de vil forvente mere af dig, siger Schmeichel til Goal.
– Når man kigger på Vardy, så er enten han eller hans familie altid at finde i medierne. For et år siden vidste stort set ingen, hvem Jamie Vardy var.
Schmeichel afslørede også, at det at se sin søn vinde Premier League-titlen var meget større for ham end at vinde den selv.
– Jeg var meget nervøs under hele sæsonen. Det var langt bedre at se min søn vinde den end da jeg selv vandt den.
Leicester fik en mindre flatterende start på sæsonen med et 2-1 nederlag til Hull. Se højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen.