Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Chelsea-spiller ændrer sit navn efter fejltagelse

Af Morten Jørgensen
02.08.2016 Kl. 10:12
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

I 1987 blev en dreng ved navn John Michael Nchekwube Obinna født i Nigeria. Han er kendt som Chelseas defensive midtbanespiller gennem mange år, John Obi Mikel, men nu foretager han sig en navneændring, som skyldes en fejl i 2003.

Under registreringsprocessen til U/17-VM i 2003 lavede det nigerianske fodboldforbund en fejl, da de kom til at skrive ”Mikel” i stedet for ”Michael” til turneringen i Finland.

Turneringen endte i en skuffelse for Nigeria, der ikke formåede at gå videre fra gruppespillet, selvom Mikel scorede i en sejr over Australien, men midtbanespilleren valgte at beholde sit nye navn.

Chelsea-spilleren fortæller, ifølge London Evening Standard, at fejlen havde noget specielt over sig. Siden han kom til Chelsea i 2006 er han blevet kendt som John Obi Mikel, men nu har han officielt ændret sit navn.

London Evening Standard skriver, at den nigerianske midtbanespiller, der i øjeblikket befinder sig i Brasilien, hvor han skal spille OL for sit land, har besluttet sig for at ændre sit fulde navn til Mikel John Obi.

Hvis der skulle være Chelsea-fans, som allerede har købt en trøje med hans navn, behøver de dog ikke være nervøse for ændringer. Der vil fortsat stå ”Mikel” bag på Chelsea-trøjen i den kommende sæson. 

Annonce