Kanté efter Chelsea-skifte: Kunne ikke sige nej
Efter en uges tid med mange spekulationer kunne Chelsea i dag offentliggøre købet af N'Golo Kanté.
Den 25-årige franskmand har angiveligt kostet i omegnen af £32 millioner, og han glæder sig over skiftet, som han beskriver som et tilbud, han ikke kunne sige nej til.
– Jeg er så glad efter at have skrevet under med en af de største klubber i Europa. En drøm er gået i opfyldelse for mig. Jeg får muligheden for at arbejde sammen med Antonio Conte, som er en fantastisk træner, samt nogle af de bedste spillere i verden. Jeg kunne ikke sige nej til den mulighed, siger Kanté til klubbens hjemmeside.
– Min første sæson i engelsk fodbold var meget speciel, og nu håber jeg på at kunne opnå mere gennem min tid som Chelsea-spiller. Jeg ser frem til at mødes med mine nye holdkammerater og hjælpe klubben med at få succes, slutter han.