Ibe: Howe minder mig om Rodgers
Bournemouth kunne for nylig præsentere Jordon Ibe som ny spiller for klubben, og man betaler £15 millioner for den talentfulde englænder.
Den 20-årige kantspiller spillede under Jürgen Klopp i sidste sæson, men forinden var han under Brendan Rodgers' ledelse, og Ibe kan se store ligheder mellem Rodgers og sin nye manager, Eddie Howe.
– Jeg kan godt lide managerens filosofi, og der er en masse gode, unge spillere, så det er et godt sted for mig. Holdet spiller samme type fodbold, som Brendan Rodgers spillede med Liverpool, og det er en type fodbold, jeg kan lide, udtaler han ifølge Goal og fortsætter:
– Jeg kan lide den type fodbold, og han er en rigtig god manager. Han har en masse unge spillere her, og jeg troede på alt, han fortalte mig. Det er et spændende skifte. Det er en fantastisk mulighed for at tage et skridt videre i min karriere og udvikle mig selv som fodboldspiller. Jeg har spillet for Liverpool i fem år, men dette er en god mulighed for mig.
– Jeg kan bringe fart og styrke ind i spillet og forhåbentlig nogle mål. Jeg vil være dygtig og hjælpe holdet med at gøre det godt.
Jordon Ibe fik 27 Premier League-optrædener for Liverpool i den forgangne sæson, men det lykkedes ham blot at nette en enkelt gang.