Liverpool-nyindkøb efter sejr: Min drøm gik i opfyldelse
Træningskampene for de forskellige Premier League-klubber er begyndt at løbe af stablen, og Liverpool var onsdag aften på besøg hos League One-mandskabet fra Fleetwood Town.
I den kamp valgte Jürgen Klopp at spille de første 45 minutter med spillere, der skal spille på førsteholdet i den kommende sæson, mens anden halvleg var præget af klubbens talenter.
Marko Grujic fik de første halvleg i benene, og i løbet af hans periode på banen nåede han at tilkæmpe sig et straffespark og score et mål. Den unge serber var meget glad for kampens forløb.
– Kampen var fantastisk. Jeg er så stolt af holdet og glad for, at jeg får chancen for at spille for denne klub. Jeg scorede i min første kamp. Mine drømme er blevet til virkelighed, og jeg er meget stolt og glad, sagde Grujic til liverpoolfc.com.
– Da jeg ankom havde jeg en forhåbning om at være blandt de 20 foretrukne, og nu gav træneren mig chancen for at starte inde og score, så jeg er så glad.
Liverpool hentede Grujic i vintertransfervinduet, men de lejede ham tilbage til Røde Stjerne Beograd.