Rooney begejstret over Mourinhos ansættelse
José Mourinho har allerede indikeret, at han vil bruge 30-årige Wayne Rooney som 10'er eller helt fremme og det virker til, at det falder i god jord hos kaptajnen. Rooney roser nu sin nye manager, Mourinho.
– Jeg er virkelig glad for, at han (Mourinho) er kommet hertil. Jeg ser frem til at arbejde med José i denne sæson. Han er en af de bedste managers i verden og det er en spændende tid for Manchester United, siger Rooney til Inside United og uddyber:
– Jeg har altid haft respekt for ham, både som menneske og som manager. Han er en flink fyr og en af de mest succesfulde managers nogensinde, lyder det fra Rooney.
Mourinho, Rooney og Manchester United rejser inden længe til Kina, hvor man blandt andet møder rivalerne fra Manchester City i slutningen af denne måned.