Lokalsvis: Sunderland kan hente Leicester-stamspiller billigt
Sunderland er på udkig efter en ny højre back, efter aftalen med Davide Santon brød sammen i 11. time i sidste uge. I dag går rygterne på, at Leicester-spilleren, Danny Simpson, kan være en mulighed for Sunderland. Det skriver Sunderland Echo.
Selvom Simpson var en stamspiller under Leicesters overraskende mesterskab, har han kun ét år tilbage af sin kontrakt med klubben, og det kan åbne en dør for Sunderland, som tror, at de kan hente den 29-årige englænder billigt.
For ni år siden havde Sunderland lejet Simpson, og han var med til at sikre klubben oprykning fra the Championship. I de 14 kampe han fik for the Black Cats prøvede han ikke at tabe.
Simpson var dengang udlejet fra Manchester United, men han har siden været omkring Newcastle, hvor han tilbragte fire år, inden han kom til Leicester.