Medie: Manchester United vil have både Pogba og Matuidi
Manchester Uniteds interesse i Blaise Matuidi var umiddelbart set som en back-up løsning for Paul Pogba, kunne man ikke overtale Juventus til at sælge deres stjernespiller, men ifølge mediet ESPN har José Mourinho så store planer om Manchester United-midtbanen, at han vil have begge spillere.
Det var Manchester Evening News, der tidligere på ugen meldte, at Matuidi blot var back-up, skulle et køb af Pogba fejle, men nu melder Miguel Delaney fra ESPN altså det modsatte.
José Mourinho har ifølge ESPN identificeret den 23-årige Juventus-profil Pogba som hans primære emne til United-midtbanen denne sommer og ifølge mediet føler United sig sikre på, at de kan gennemføre købet af Pogba efter de er blevet enige med Pogbas agent om den løn, franskmanden skal have.
Dog har United endnu ikke 100 procent overtalt Pogba til at vende tilbage til Old Trafford.
Mens nogen meldinger i Frankrig fra blandt andet L'Equipe hævder, at han er åben for et skifte til klubben, han forlod på en fri transfer i 2012, så skriver ESPN, at Pogba fortsat foretrækker at skifte til Real Madrid eller FC Barcelona.
Først i næste uge får United-ledelsen en mulighed for at sætte sig ned og forhandle om skiftet med Pogba eftersom midtbanespilleren søndag deltager i EM-finalen på Stade de France i Paris – i en finale mod Portugal.
Selvom hans franske landsmand Matuidi er i samme situation og også har nedtonet rygterne omkring et skifte til Old Trafford, så ønsker United at hente begge midtbanespillere denne sommer – hvis muligt.
Real Madrid har endnu ikke indikeret, at de er villige til at betale de £100 millioner, Juventus angiveligt vil have for Pogba, mens FC Barcelona ikke længere er interesseret i ham efter de sidste sommer fik et bud på 560 millioner kroner afvist på ham.