BBC: Giggs er færdig i Manchester United
I det seneste stykke tid er rygterne gået på, at Ryan Giggs forlader Manchester United efter 29 års tro tjeneste. Den walisiske legende er blandt andet blevet sat i forbindelse med et managerjob i Nottingham Forest. Indtil videre er han dog stadig ansat hos De Røde Djævle, men det samarbejde ophører angiveligt inden for ganske kort tid.
BBC skriver i dag, at José Mourinho agter at gøre Rui Faria til sin assistent i Manchester United, og dermed bliver Ryan Giggs til overs. Giggs havde ellers ét år tilbage af sin kontrakt som assistent for klubben.
Giggs kommer ikke til at få en anden rolle hos Premier League-giganterne, og derfor forlader han nu klubben.
Den engelske avis skriver desuden, at Manchester United forventes at offentliggøre et officielt statement i løbet af de kommende dage.
Ryan Giggs var efter sigende også skuffet over at være blevet forbigået, da Manchester United i maj valgte at udnævne José Mourinho som afløser for Louis van Gaal.