Østrigs anfører: Værste dag i min karriere
Østrigs anfører Christian Fuchs fortæller, at han i dag har haft sin værste dag i karrieren. Det siger Leicester-stjernen som følge af, at Østrig her til aften tabte 2-1 til Island.
– Det er den værste dag i min karriere. Man håber ikke, man får sådanne dage, men det sker. Det vigtige er, at vi kommer tilbage igen. Vi må ikke glemme, at vi kvalificerede os gennem resultater for første gang. De positive ting er glemt alt for hurtigt, nu hvor al fokus ligger på det negative.
– Selvfølgelig er vi ikke tilfredse med den turnering, vi har haft, men med den måde, holdet har udviklet sig på de sidste år, kan folk kun være stolte over vores hold, siger Fuchs til UEFA.com.
Østrig kan nu se frem til VM-kvalifikationen, hvor Fuchs og kompagni skal op mod Serbien, Wales, Irland, Georgien og Moldova.